Om mig

Jeg har som ung set en del af verden – en overgang boet i Indien, forsket i film og medier, og arbejdet indenfor videregående uddannelser som både underviser og leder.

I nyere tid er jeg blevet selvstændig – ejer af firmaet Usource – med stressbehandling, coaching og psykoterapi.

Jeg har gået i jungiansk psykoanalyse i mange år – blandt andet hos den nu afdøde stifter af det danske Jung Institut, Eigil Nyborg og siden hans hustru Vibeke Vedel, og modtaget supervision i klientarbejdet af jungianske psykoanalytikere og certificerede ID psykoterapeuter under min fire år lange uddannelse til psykoterapeut v/ ID Academy i København.

Jeg er efteruddannet EFT parterapeut v/Jette Simon (2021) og Steen Rassing (2024) og har også taget uddannelse i brug af enneagrammet i terapien og i relationerne v/Flemming Christensen  (2020-22)

Herudover er jeg certificeret stressbehandler ved firmaet Human Support ( 2022.)

Hvad kan jeg gøre for dig?

Fokus i mit arbejde som psykoterapeut er at give dig min fulde opmærksomhed, understøtte din personlige proces, og skabe et tillidsfyldt rum hvor følelser og relationer kan bearbejdes, blive begribelige og vendes til livsglæde.

Det er i mit virke vigtigt for mig at finde ind til din kilde, dit lys, for at vi sammen skaber mening og livsmod.

Hvad er ID?

ID står for ‘integral dynamisk’. En ID Psykoterapeut forener terapeutiske metoder fra de traditionelle psykologiske traditioner – eksistentiel, humanistisk, kognitiv, psykodynamisk mv. terapi – med et spirituelt og holistisk menneskesyn. Læs mere på ID Psykoterapeutuddannelsens hjemmeside og se også her de syv vinkler på psykoterapi.

Dansk Psykoterapeutforening – Medlem