Problemstillinger i parforholdet
Ifølge John Gottman er venskab det mest fundamentale for et berigende parforhold.
Hvis to mennesker i et kærlighedsforhold også er venner er det nemmere for dem at løse konflikter, belastninger og også overleve kriser. Der er dog adfærdsformer der potentielt kan skade et hvilket som helst forhold. Disse er: Skarp og hård kommunikation, kritik, foragt, forsvar, forskansning, det at omslutte – ’kvæle’ sin partner med for megen opmærksomhed eller omsorg.
Parterapi handler om først og fremmest om at finde det destruktive mønster og dernæst en mere konstruktiv og brugbar måde at kommunikere på så at den anden part føler sig set, hørt og forstået.
Hjørnestenene i ethvert succesfuld forhold er tryghed, forståelse og accept. Det at have en terapeut ind over til at observere og guide i et ’sikkert rum’, kan ofte være virkningsfuld og styrke forholdet.
Her er et link til Gottman Institute, hvor du kan læse mere om John Gottmans metode:
Grænseforstyrrelser i forholdet
Udover kommunikationen kan ’grænseforstyrrelser’ også være årsag til problemer i parforholdet.
Hanne Hostrup, som er gestaltterapeut og forfatter, taler i sin bog Parterapi fra 2017, om konfluens og deflektion – dvs. om det at personerne i et parforhold enten opfører sig som om (den mentale) grænse mellem dem ikke eksisterer (konfluens), eller som om grænsen mellem dem er mere eller mindre uigennemtrængelig (deflektion). Det vil sige at parterne enten kan være symbiotisk indstillede, eller alt for afvisende. Kærlighedsbalancen er ulige og begge parter kan komme til at bruge for meget negativ energi på at enten nå ind til den anden, eller at forsvare sig.
Dette hænger rigtig godt sammen med Sue Johnsons emotionsfokuserede model i parterapien: Balancen i forholdet opnåes når begge parter får indsigt i at der er et mønster i mellem dem, der får dem til enten at protestere og opsøge den anden part for at opnå respons, eller at trække sig for at få fred for ‘alle anklagerne’. Kan parterne nå ind til de grundlæggende følelser i stedet for vreden kan de udvikle en ny fælles fortælling og måde at kommunikere på.
Endelig kan der også være tale et særligt fælles mønster i parholdet, der har udviklet sig patologisk til at blive et forhold med følelsesmæssig manipulation, med en ’misbruger’ af en art, hvad enten der er tale om alkohol eller – mere subtilt – psykologisk manipulation og dominans og en ’medafhængig’. Disse mønstre kan oftest føres tilbage til tilknytningsmønstre i barndommen og kan i nogle tilfælde være videregivet i flere generationer. De følelsesmæssige manipulatorer ser kun egne behov, og de medafhængige ser kun den andens behov. Deres omvendte dysfunktionelle mønster passer perfekt sammen, men ingen af dem er frie, og ingen af dem kan se den anden som et selvstændigt individ i sin egen ret. Afhængigheden har vundet, med mindre mønstret brydes.
Jytte Vikkelsøe, forfatter til bogen “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” (2017) taler også om et noget, mindre patologisk, mønster, som er ingrediens i en hver forelskelse. I følge Jytte Vikkelsøe bliver vi forelsket i den person som indeholder både ‘krænkeren’ (fra barndommen) – som oftest mor eller far – og også rollen som ‘forløser’, dvs. den person der kan udfri een fra barndommens tilknytnings- og såringsmønster. Jytte Vikkelsøe siger at det ubevidste sind tiltrækkes af personer, der er i stand til både at udfordre og forløse det, der står i vejen, for alt vi kan udtrykke os fuldt og frit fra vores autentiske kerne. Vi leder efter en partner, hvis blotte tilstedeværelse vil ruske op i vores vante verden.
Hvis man som par overkommer de krænkelser dette afstedkommer – ser dem som projektioner, skyggebilleder, og trækker dem hjem til sig selv, kan man nå rigtig langt sammen.
